Hurtigste reaktioner og aktioner |
 Når man bliver presset fx af en hård serv, kan man sommetider opleve at smække bolden retur med høj fart og uden brug af nævneværdige kræfter. Den grundlæggende årsag hertil er, at man, for i det hele taget at nå bolden, må hurtigt af sted med ketcheren uden hensyn til sine normale sædvaner. Dette ryk mod bolden spænder muskulaturen op og holder man igen i slaget på det rigtige tidspunkt vil ketcheren svirpe gennnem bolden på det helt rigtige tidspunkt i relation til timning og styring, idet det så er ketcherens fart og inerti der flytter bolden uden at belaste muskulaturen i boldkontakten.  Nu kunne man tro at sådanne slag blot var tilfældigheder som aldrig kunne blive sikre, men deri tager man gruelig fejl. Det er faktisk sådan, at 'ryk og hold-igen teknikken', er den eneste mulighed når farten går op fx i returneringer af hårde server og reaktionsflugtninger. I serverne ser vi også teknikken brugt og her er modholdene omkring boldkontakten ligefrem blevet til en modbevægelser, hvilket man kan se ved at følge albuens kortvarige tilbagebevægelse, hos mange med de hårdeste og mest skruede server. Denne måde at smække til bolden på, ser man mere og mere i moderne tennis ikke kun i nødvendige reaktioner, men også i det almindelige slagrepertoire, hvor fx flere og flere topspilleres forhåndsslag rejser sig mere i eftersvinget (og går bagom nakken) efter at have smækket til bolden og hvor baghåndsslagene typisk holdes mere låst og tilbage efter en smækkende boldkontakt.  Ryk og hold-igen rytmen kan både tilegnes almindelige svingstile samt de mere specialiserede, som fx servebevægelsen, som betragtes som en kastebevægelse med en såkaldt kasterefleks. Men ikke nok med det, kasterefleksen kan sagtens mikse sig alsidigt og smidigt ind i andre svingstile og tilføre ekstra energi, fart til re- og aktion.
|